En enkelt sweater med raglanærmer

Vi kan vel alle bruge en enkelt sweater med raglanærmer. De findes lige for tiden i alle mulige udgaver.

Min udgave er med udgangspunkt i Ann Budd’s bog ovenfra og nedstrikking. Efter min mening en meget genial bog, som gør det muligt at strikke alle mulige sweatere med alle mulige skuldre i alt muligt garn. Den er bygget op efter overvidde og din strikkefasthed.

Min sweater bliver strikket i Arwetta og en mohair fra Lange, som jeg købte i Flensborg. Jeg blev bare forelsket i farven, da jeg så den.

Egentlig ikke feriestrik

Det som jeg vil dele med jer i dag er egentlig ikke feriestrik, men det er stadig en af mine favorit strikkeprojekter.

Der er ikke noget bedre end at strikke til en lille ny verdensborger, så endnu engang har jeg strikket et Marysvøb. Denne gang i råhvid i garn fra Garnudsalg. Jeg har brugt Cottonwool og Alpaca. Det bliver superblødt.

Det er egentlig et meget enkelt projekt, som du roligt kan ud i, det eneste det kræver er, at du kan strikke retmasker, slå om og strikke to masker sammen. Er du ikke en erfaren opskriftlæser, så tager du bare en linje af gangen og pludselig har du med tålmodighed et fantastisk svøb, som helt sikkert vil vække glæde hos forældrene.

Jeg elsker at begynde på dette projekt, men jeg er også superglad den dag, jeg lukker det sidste maske af og hæftet de sidste ender.